Alle taler om det: Hamsterhjulet. Vi ved alle instinktivt hvad det er. Vi kender det hårde tempo, de sene arbejdstider, bekymringen for, om der er råd til det og det – og til faren for at blive slidt op. Vi kan føle os slidte som en indtørret karklud, når vi rammer sengen efter en almindelig arbejds- og forbrugsdag.

Hamsterhjulet er det billede, der af samfundseksperter og filosoffer er blevet bredt anvendt til at beskrive nutidens risiko for at ende i “forbrugsfælden”, hvor vi stimuleres til at øge vores forbrug, som igen får os til at arbejde mere, og som igen får os til at forbruge endnu mere. Mere vil have mere. Vi spæner rundt i et hamsterhjul – men kommer ingen vegne i forhold til at skabe mere kvalitet i vores liv, viser forskningen samtidig, så vi bliver altså ikke blevet lykkeligere af forbrugs- og arbejdsfesten.

Er du også fanget i hamsterhjulet?

Hvis der skal ske noget andet i dit liv fremover, så starter det hos DIG, og det kræver bevidste HANDLINGER. For du har faktisk en anden mulighed end at fortsætte i hamsterhjulet.

Her er 10 konkrete råd, som du med det samme kan handle på, hvis du har gjort op med dig selv, at livet ikke leves bedst i hamsterhjulet men i friheden og i nærværet med livet. Rådene er delt op i to punkter. Første punkt bærer overskriften for første fase i din livsstilsændring, nemlig: “SKAB PLADS”. Andet punkt bærer overskriften for anden fase: “GØR NOGET NYT: FØL LIVET”.

Skab plads

  1. Se kritisk på dit arbejdsliv. For at skabe mere plads i dit liv, bliver du nødt til at kigge på dit arbejdsliv. Du kan jo ikke skære børnene væk eller dine basale behov væk, så du bliver nødt til at se på, HVOR du kan skabe mere plads og frihed, og det kan du på dit arbejde som ét af de eneste steder. Måske skal du skifte arbejde? Eller måske kan du nøjes med at gå ned i tid, fralægge dig noget ansvar og/eller opgaver på jobbet. Går det ud over indtjeningen? Ja, det gør det nok, men det gør ingenting. Jf. næste punkt.
  2. Rens ud i budgettet. Giver du penge væk til noget du ikke bruger – eller bruger du kun pengene, fordi du kompenserer for, at du arbejder så meget? Det kan være udgifter til tv-pakker, bogklubben, sweet deals på nettet (som du også bliver stresset over du skal have brugt, inden de udløber), rengøring i hjemmet, take away mad eller gaver til børnene. Det kan være charterrejser, dyre gaver til ægtefællen og luksusmiddage som kompensation for al den tid du er væk hjemmefra? Dertil så se kritisk på dit forbrug af tøj og møbler. Kan du købe det billigere eller bytte/genbruge med list kreativitet? Hvor er det i øvrigt billigst at handle ind?
  3. Ryd op hjemme. Smid og/eller giv det væk, som du ikke har brugt i dit hjem de sidste to år.
  4. Skær ned på brugen af digitale redskaber og sociale medier. Afsæt to tidspunkter på dagen, hvor du må tjekke din mobiltelefon og de sociale medier i maks 15 minutter-30 minutter ad gangen. Det er meget svært, men tænk på al den tid du frigiver til at komme ud af det sociale medie-hamsterhjul, hvor du i øvrigt også hele tiden stimuleres til at forbruge.
  5. Rens ud/ryd op i relationer. Ja, du så rigtigt. Jeg skrev “rens ud eller ryd op”. Måske lidt kynisk og grov tone at anvende i en psykologfaglig blog, men jeg skriver det sådan, fordi det ofte kan være svært at få sig selv til at se på andre mennesker og overveje, hvilke mennesker, der giver dig værdi og mening. Hvor er det meningsfuldt at lægge din energi for dig? Det handler ikke om, at vi ikke gider besværlige eller syge mennesker i vores liv. Det er slet ikke det det handler om. Bare det giver mening for dig. Nogle gange er vi pligtopfyldende og er sammen med mennesker, fordi vi bør eller er bange for at blive alene. Det er en vanetænkning, som ikke tjener nogen. Undersøg med dig selv, hvor og med hvem det giver mening for dig at bevæge dig socialt i blandt. Sig farvel til de ikke (længere) meningsgivende relationer.

Gør noget nyt: FØL LIVET

  1. Besøg et sted, du aldrig har besøgt før.
  2. Øv dig i at være “doven”. Hvis du ikke ved hvordan man gør det, så prøv at se på nogen du kender, som er god til det. Interview dem evt. om, hvordan de gør det også. Aflur deres strategier til at give sig selv LOV til at bare at “være” og dovne.
  3. Øv dig i at have FOKUS på det du laver her og NU. Gør én ting ad gangen med fuld bevidsthed. Denne evne kan trænes vha. meditation
  4. Start på en ny eller genoptag en syssel/hobby. Bare gør det.
  5. Vær ærlig med hvad du tænker og føler i dine relationer, når du taler med dem du holder af i dit liv. Det kan til en start føles farligt, og det kræver derfor meget mod at åbne op, men er faktisk meget afvæbnende og befriende for dig selv og dem du taler med.  5.5) BONUSRÅD: Når du er fyldt op med mere energi og livsglæde efter du har fulgt alle disse råd, så GIV flere knus, vær’ kærlig uden at holde regnskab.

De bedste hilsner

Vibeke Lemvig Nielsen og Lone Lytken