Går du med ondt i maven, når du skal sende din partner afsted til julefrokost? Eller er din partner usikker på dig, når du skal til julefrokost med kollegerne eller de gamle gymnasiekammerater?

I anonyme undersøgelser svarer halvdelen af danskerne, at de har prøvet at være deres partner utro. Så er der grund til bekymring? Alt dette har jeg taget en snak med parterapeut og sexolog, Vibeke Lemvig Nielsen om:

– Hvorfor får vi lyst til at være utro?

Man kan godt sige lidt generelt, at hvis vi har det godt i vores monogame parforhold, så får vi ikke lyst til, og er ikke særligt villige til, at være utro.

Som oftest, når der er utroskab tilstede, så er det fordi din partner eller i begge ikke har det godt i  parforholdet. Vi går nemlig ikke ud og har nemt ved at blive forelsket eller utro, hvis vi har det godt i det parforhold vi er i. Dvs., hvis vi får tilfredsstillende sex, nærhed, opmærksomhed og har gode samtaler nok i vores parforhold, er vi ikke åbne for utroskab.

– Hvordan forholder det sig med lige julefrokosttiden og utroskab?

Ved julefrokosten er der en stor mulighed for at connecte med nogen, vi kender godt i forvejen, og vi kender vores kollegaer godt, så det er nogle mennesker vi har en relation med i forvejen. Når alkoholen kommer i blodet og hæmningerne slippes, rykkes grænserne, og flirt og utroskab kan da opstå, hvis der er åbenhed for det. Ikke sjældent går folk i byen efter en julefrokost også, og der kan vi også blive fristede til at være utro, hvis vi er åbne for det.

Især op til julefrokoster bokser mange parforhold med jalousi eller frygt for, at der skal ske noget, når nu den ene eller begge går til julefrokost. Det kan godt være rigtig vanskeligt at bokse med for begge parter, og nogle mennesker vælger helt at lade være med at gå til julefrokost i firmaet, fordi partneren ikke stoler på dem. Og/eller fordi der tidligere har været utroskab i forholdet, og tilliden da er brudt. Den usikkerhed, der opstår omkring det, bliver faktisk meget smertefuld i forholdet, ofte igen for begge parter.

– Hvad vil du sige til de mennesker, der lever i den usikkerhed i deres parforhold ved især julefrokosttid?

Det er en rigtig god idé, at parterne inden julefrokosten sammen former nogle regler for:

“Hvordan gør vi den her dag eller aften, hvor julefrokosten skal foregå?”

Det kan være, at man bliver enige om, at den der skal til julefrokost skal sende 3 sms’er i løbet af aftenen eller lade være med at drikke så meget, eller komme hjem på et bestemt tidspunkt. Det er forskelligt, hvad der kan være behov for og ønske om.

– Kan man godt tillade sig at ønske sådan en snak og sådanne regler som den usikre part i forholdet?

Ja, hvis det er svært for parret. Der er jo nogle forhold, hvor det her ikke er svært. De sender bare hinanden afsted, og siger: “Ha’ det sjovt”, men hvis det er svært, så ja. For årsagen til behovet er altid: “Jeg har ikke tillid til dig. Jeg stoler faktisk ikke på dig.” Og nogle gange er den manglende tillid jo begrundet nok, hvis der har været utroskab, eller hvis der generelt er mistillid i forholdet i forvejen.

Hvis der ikke er sket noget i forholdet at være jaloux eller usikker over, så har dén der er usikker måske et selvtillids- og/eller et selvværdsproblem, hvor han/hun så har brug for at få rykket sin grænse lidt. Hvor han/hun får mulighed for at øve sig i: “Okay, så skriver jeg ikke til dig 5 gange – men 3 gange må jeg godt, for det er vi blevet enige om.” Hvis det bliver en succes, kan man derefter aftale 2 gange, derefter 1 gang, og til sidst har man måske ikke længere behovet for at få sms’en. Det er forskelligt, hvor langt man bliver enige om at fortsætte processen.

“Det handler altså om, hvad der motiverer den her jalousi i forholdet. Er det en historie i parforholdet, eller handler det om, at den ene part generelt bare er usikker eller jaloux – og dermed om den usikres egen historie?” – Vibeke Lemvig Nielsen

Hvis man har en partner, der er jaloux og usikker, så betyder det altså ikke, at man er ansvarlig for partnerens jalousi, og man skal derfor ikke rette 110% ind efter den andens usikkerhed, men man kan være hjælpsom ved at lave de her aftaler. Man kan nemlig her hjælpe sin partner med at opleve øget tryghed og sikkerhed, for “Når jeg nu går i byen og formår at overholde vores rimelige aftaler, så viser jeg dig, at du kan stole på mig”. Derved lærer den usikre part, at: “Jeg kan godt have tillid til min partner, selvom hun/han er til julefrokost”. Samtidig kan det sagtens være, at den usikre part ved siden af skal arbejde med sit selvværd terapeutisk eller på anden måde.

Du kan dagligt modtage DAGENS BOOST til sundt selvværd og sunde relationer – på Instagram eller på Facebook i Terapifyn.dk’s gruppe.

 

Det kan også være, at man skal lave en aftale om: “Hvad må vi til en julefrokost – hvad er tilladt?” Der er også meget stor forskel på, hvor folks grænser går, når en eller begge skal ud og have det sjovt. Er det f.eks. tilladt at flirte, at kysse eller at danse med en kollega? Nogle har det sådan, at du må da gerne flirte og danse tæt med dine kollegaer og kysse lidt, hvor andre har helt andre grænser. “Jeg vil ikke have, at du danser tæt med nogen eller danser 10 sange med den samme”, kan også være en grænse at sætte.

“Jo bedre selvværd man har, jo mere tilbøjelig vil man være til at have et stærkt parforhold, hvor man faktisk har aftalt de her ting og kender hinandens grænser på forhånd, fordi det kan man bare i parforholdet. Der er nemlig tillid og tryghed, og dermed føler vi os automatisk mere sikre på os selv og den anden.” – Vibeke Lemvig Nielsen

Hvis der så har været tillidsbrud, er den, der har lavet tillidsbruddet nødt til at vise den anden part, at: “Du kan godt have tillid til mig nu”. Det kræver tid og tålmodighed og en indsats, som den tidligere utro skal være indstillet på at yde, før det er muligt at opbygge tilliden igen.

– Har du nogle andre gode råd til at tackle sin usikkerhed, når ens partner tager afsted til julefrokost?

Det er vigtigt, at man siger det højt, at man bliver jaloux eller usikker, men uden samtidig at bebrejde parteneren, og at man samtidig spørger: “Er det okay med dig, at vi laver nogle aftaler, sådan så jeg ved, at jeg kan stole på dig?” – jf. det vi har talt om.

Det er også godt samtidig at sørge for at være beskæftiget. Gå i biografen eller lav noget andet sjovt/hyggeligt med nogle venner eller veninder.

Så skal man også huske, at det jo er en forvrænget tænkning man har, når man er meget jaloux, og tanker skaber følelser, dvs. jaloux og tillidsløse tanker, skaber usikkerhed og jalousi.

Når man får de tanker, så kan det derfor være en hjælp at prøve at komme i tanke om de gode ting, der er i forholdet.

Man kan sætte sig ned og skrive en lille liste over, der besvarer: “Hvorfor kan jeg godt have tillid til min partner, der er til julefrokost?” – og så læse den hver gang de bange tanker kommer, så man kan berolige sig selv. Derfra er øvelsen igen og igen at vælge at tro på de andre selvberoligende tanker, som så giver større indre ro, hvorefter man igen afleder sin opmærksomhed med noget lystbetonet. Hvis man opdager, at man efter at have læst listen stadig ikke kan stole på partnere, så er listen enten ufuldstændig eller også ligger der noget dybere til grund for mistilliden, end hvad umiddelbart er kommet op til overfladen. Det kan med fordel undersøges i en parterapi, hvis dette andet af én eller anden grund er blevet ubevidst hos den ene eller begge parter.

“- Men heldigvis er det langt fra alle, der har det sådan her, når vi skal afsted, så god julefrokost derude – og lad vær’ med at være din partner utro :-)” – Vibeke Lemvig Nielsen

Har du brug for at forebygge eller håndtere parforholdskrisen, tale om utroskab og tillid eller andet, så kontakt Vibeke. Tlf. 71 23 70 71, mail: vibeke@terapifyn.dk. Hun har kort eller ingen ventetid. Det er også muligt at booke en tid ved hende alene, hvis du til en start ikke er parat til at invitere din partner med.

Forfatter: Lone Lytken